Der løber en tråd igennem bogen, som handler om, hvad der egentlig kan siges at være menneskelig kreativitet. Naturen har skabt mennesket, og mennesket skaber kultur, så på et niveau er kulturen jo også et naturprodukt. Menneskets skaben ligger i direkte forlængelse af naturens, så der er dybest set ingen forskel.
Men kan man alligevel pege på en forskel? I dagligdagen er det jo relativt nemt at få øje på forskellen mellem kultur og natur, mellem højhuse og træer eller malerier og blomster. Så er der en komponent i menneskets kreativitet, der adskiller sig fra den øvrige naturs?
Mit bud er, at det er graden af bevidsthed, der gør en forskel. Og mere specifikt, at det er det refleksive ved menneskets bevidsthed, der adskiller den fra naturens mere tilfældige og langsommelige tilgang til at skabe nyt. Vores evne til at tænke i alternativer, til at forestille os noget, som endnu ikke er til, til at reflektere over verden og hvordan den også kunne være, sætter os tilsyneladende i stand til både at skabe og gøre opdagelser i et helt andet tempo end selv de allernærest beslægtede primater.
Jeg spurgte på et tidspunkt en biolog om, hvordan han ville definere naturens kreativitet. Det havde han ikke noget prædefineret svar på, men det han umiddelbart associerede til, var den erfaring, han havde gjort sig som forsker, at når ressourcerne er knappe, f.eks. på et stykke blotlagt jord, så bliver artsrigdommen langt højere, end når der er overflod. Lidt firkantet sat op, understøtter næringsrig jord monokultur, mens mere mager jord understøtter diversitet. På den magre jord er der ikke en enkelt veltilpasset art, der fordriver de andre, men hver finder sin niche. Det giver mere diversitet og mere komplekse økosystemer. Med maksimal udnyttelse af de tilgængelige ressourcer og en løbende tilpasning arterne imellem.
Det passer meget godt sammen med det billede af naturens kreativitet, som Darwin tegnede op med sin teori om arternes udvælgelse. Evolutionen er drevet af en kamp for overlevelse, som i høj grad sikres ved en tilpasning til omgivelserne. Og den løbende tilpasning skaber mangfoldighed og dermed kompleksitet.
Hos mennesket svarer denne tilpasning og overlevelseskamp meget godt til princippet ‘nød lærer nøgen kvinde at spinde’. Når omstændighederne tvinger en til det, bliver man opfindsom.
I begge de tilfælde opstår kreativiteten som en reaktion på omgivelserne. Og mere specifikt som en reaktion på en mangel; i planternes tilfælde en mangel på næring, i den nøgne kvindes en mangel på beskyttelse mod kulden. Kreativiteten er her en slags overlevelsesmekanisme. Den er reaktiv. Og det gælder for dyr, planter og mennesker.
Omvendt forholder det sig med andre dele af den menneskelige kreativitet. Hvor den reaktive kreativitet så at sige kommer udefra, er der anden kreativitet, der kommer indefra.
En del kunstnere er drevet af en udtrykstrang, som er et indre anliggende og ikke kun kan forklares som et forklædt behov for tilpasning og anerkendelse (der vil oftest være elementer af det, rent psykologisk, men som fuld forklaring ville det være en forfladigelse). Iværksættere er ofte drevet af en vision om forandringer og forbedringer, som er baseret på indre værdisæt, der heller ikke kun kan forklares som pænt indpakkede undskyldninger for at ville tjene penge og derigennem sikre sin overlevelse. Forskere er ofte drevet af en ubændig trang til at ville forstå, en irrationel trang der også rækker ud over de basale overlevelsesmekanismer og tilpasningsstrategier.
Jeg kalder den side af den menneskelige kreativitet for refleksiv, fordi den har at gøre med evnen til at reflektere over verden, til at sanse eller tænke andre måder at opfatte verden på (og endda reflektere over reflektionen). Samt evnen til at indrette verden derefter, manifestere de sansede eller tænkte forandringer i en eller anden form.
Mennesket er altså i stand til at være kreativ ud fra to vidt forskellige udgangspunkter. Af mangel eller af overskud. Af nød eller nysgerrighed. Af tilpasningstrang eller udviklingstrang.
Hvis man skal sætte det på skema, er Maslows behovspyramide et glimrende værktøj. Af de fem lag i pyramiden kaldte Maslow de tre nederste for mangelbehov. Det er dem, der har med sikkerhed, føde, forplantning og tilknytning at gøre. Det er alt, hvad der for et socialt dyr hører til overlevelsen.
På de områder adskiller vores kreativitet sig som nævnt ikke stort fra andre dyrs. Vi søger måder at skaffe føde på, at beskytte, forsvare og sikre os på, og vi søger alliancer. Det er selvfølgelig noget mere komplekst at gøre det i menneskenes kulturelle verden end i naturen, fordi der for de fleste er mange mellemregninger i hvert behovs udfoldelse. At skaffe mad er ikke bare at gå på jagt eller dyrke grønt, det involverer madlavning, indkøbsture, penge, job, uddannelse; og tilknytningen opnås i familier, venskaber og forhold, som har langt mere at forholde sig til end føde, sex og yngelpleje. Men det underliggende drive er det samme, grundlaget for kreativiteten er en reaktion på en slags mangel, reel eller følt, maskeret eller ej, et behov for føde, sikkerhed, sex og tilknytning. Og med det drive skaber man sig en livsbane, og måske en karriere, et hjem, et familieliv og/eller alt mulig andet.
De øverste to lag i Maslows pyramide kaldte han vækstbehov. Det har med opnåelse af selvværd og selvrealisering at gøre, herunder udfoldelsen af kreativitet. Det drejer sig i første omgang om personlig vækst, men det er en vækst som i Maslows sprogbrug går mod det transpersonlige. Perspektivet i den personlige vækst er det niveau, hvor det ikke længere har med det enkelte menneske at gøre, men med en større helhed.
Nøjagtig det samme perspektiv, har jeg noteret mig, som ligger implicit i den gængse definition af kreativitet, som er: skabelsen af noget nyt og værdifuldt. I det værdifulde ligger nemlig, at det har værdi for andre, at kreativiteten i sidste ende ikke angår den skabende, men den større helhed, det skabte indgår i.
Det svarer meget godt til, at det, jeg kalder den refleksive kreativitet, har at gøre med det lidt større perspektiv, ens opfindelser, opdagelser eller værker indgår i, nemlig den fortsatte udvikling af kulturen, af menneskenes fælles verden; en slags kollektiv vækst.
Grundlaget for den type kreativitet kommer indefra og er tæt knyttet ind omkring de dybere værdier, man har, og med behovet for at skabe mening ved at bidrage til den større helhed, man er del af.
Med denne skelnen mellem det reaktive og det refleksive prøver jeg at pege på, hvad der egentlig er det, man kunne kalde menneskelig kreativitet.
Da det reaktive niveau ikke adskiller sig afgørende fra den øvrige naturs kreativitet, er det den refleksive kreativitet, vi står tilbage med som vores særlige udgave af kreativiteten. Og jeg finder det altid værd at spørge sig selv, om den kreativitet, man udfolder, er menneskelig i den forstand, at den er refleksiv og kommer fra et behov for vækst, fælles vækst. Eller om den er reaktiv og handler om at passe ind og sikre sig selv.
For når man først har spurgt sig selv, følger der et muligt valg med. Hvilket grundlag vil jeg helst skabe ud fra?
Skriv et svar