Jeg præsenterer i bogen en model for det, man kan kalde kreativitetens samlede system. Det er en model, jeg forsøgsvis opstillede efter at have læst mig igennem et halvstort pensum af faglitteratur, og den forsøger at lave en syntese mellem alt det, den kreative gør udadtil og så alt det, der foregår indadtil.
Du kan se modellen på billedet overfor, og her kommer et afsnit om den:
Den ene halvdel af modellen er taget direkte ud af den akademiske forskning i kreativitet. Det er en systemisk model udviklet af Mihaly Csikszentmihalyi (kendt for flow-teori), og den tager udgangspunkt i forskningens generelle definition af kreativitet, som lyder nogenlunde sådan her:
Kreativitet er frembringelsen af noget nyt og anvendeligt.
(Man kunne også sige noget originalt og værdifuldt eller bruge andre delvist synonyme ord, men kernen i det er, at det er opdagelsen eller skabelsen af noget, som ikke alene er ‘hidtil uset’ eller ‘aldrig gjort før’, men som også har en værdi for os mennesker og/eller tjener en funktion.)
Den systemiske forståelse ser, som ordet antyder, på det system, kreativiteten udspiller sig indenfor, og er egentlig ganske enkel. Den peger på, at de kreative frembringelser, som ofte kaldes ‘produkter’(x’et i modellen nedenfor), opstår i et samspil mellem tre instanser:
– en kreativt arbejdende person,
– et domæne, som personen arbejder indenfor, og
– et felt af mennesker, som beskæftiger sig med det samme domæne.
Et domæne definerer Csikszentmihalyi som et område af kulturen med et symbolsk sprog; et sæt af tegn og regler, kunne man sige.
Musikken har tonesproget – både de spillede toner og de tilhørende tegn: noderne – og et sæt naturlige regler omkring tonernes indbyrdes sammenhæng og samsvingning. De forskellige sprog har alfabeter og grammatik. Matematikken har tallene og regnearterne. Enhver humanistisk videnskab har sit eget begrebsapparat, sin sprogbrug og jargon og sin særlige tilgang til sit emne, ligesom alle innovative og tekniske discipliner har sin særlige specialisering med tilhørende sprogbrug.
Den kreative person benytter sig af eller videreudvikler domænets sprog – og formes også af det i sit virke. Det samme gør de øvrige i feltet, som er dem, der samlet set mestrer domænets fulde sprog. Og det er denne dynamiske treenighed af et kulturelt domæne, dem der kender det og arbejder med det – feltet – og den enkelte, der bringer en idé i spil – personen – som udgør modellen.
Indenfor det system foregår kreativiteten, siger denne forståelse.
Hvor klar og fyldestgørende modellen end er i mange sammenhænge, beskriver den dog i denne bogs perspektiv kun halvdelen af kreativitetens samlede system, nemlig det man kan kalde ydersiden.
Jeg kalder det ydersiden, fordi både de kreative produkter, deres skabere, skabernes fagfæller i feltet samt domænerne findes ‘ude i virkeligheden’.
Indersiden er derimod alt det, der foregår inde i det enkelte kreative menneske, i sind, psyke og krop og i mødet med det, der her kaldes bevidsthedens dimension. Der hvor impulsen til alt det, den kreative bidrager med til feltet og domænet, hidrører fra.
Jeg supplerer derfor Csikszentmihalyis model med indersiden, med henholdsvis den kreatives indre og selve bevidsthedens dimension, og derved opstår der en model med fem led.
Domæne – Felt – Person – Indre – Bevidsthedsdimension
Det ville være logisk at kalde modellen ‘Kreativitens samlede system’, men jeg kalder den ‘Den dobbelte dialog’.
Det gør jeg, fordi den peger på to dynamikker i det kreative arbejde, som netop har præg af dialog.
Udadtil foregår det kreative arbejde nemlig i et samspil mellem den kreative person og domænet, og det samspil foregår i feltet, som naturligt danner bro imellem dem (se figuren øverst). Det er i feltet, at den kreative tager læring og inspiration til sig ved at beskæftige sig med de ting, som allerede befinder sig i domænet, og som mennesker i feltet jo alle sammen beskæftiger sig med, og nogle også underviser i. Det er også i feltet, der evt. foregår samarbejde med andre, og det er her, det kreative produkt i sidste ende skal stå distancen, blive anerkendt og finde fodfæste, hvis det skal have gang på jord; feltet fungerer som en slags filter for, hvad der optages i domænet. Hvis en bog f.eks. skal komme til nytte, skal den typisk igennem hænderne på en række fagpersoner, i første omgang en forlagsredaktør og efter udgivelsen typisk også nogle anmeldere, før den når ud til det publikum, der kunne have glæde af den. Og over tid vil det vise sig, om bogen så optages i en form for kanon og bliver en mere bestandig del af domænet; denne langsomme udvælgelsesproces ligger i praksis også i hænderne på fagfolk fra feltet.
I den nævnte dialog modtager den kreative på den ene side læring og gør sig erfaringer, og på den anden side bidrager vedkommende så til dialogen med sine idéer, holdninger, forslag og frembringelser. Det er alle disse dynamikker, Csikszentmihalyis model peger på.
Indadtil foregår arbejdet tilsvarende som et samspil mellem personen og det ubevidste, det skjulte i bevidstheden. Denne dialog foregår i sagens natur i personens indre, i sindet eller psyken. Det er her læringen fra feltet kobler sig til forudgående læring, det er her erfaringerne lagres og arbejder videre i det skjulte, det er her tankerne svirrer, her følelseslivet udspiller sig, og her kroppens liv kommer til udtryk og sanses. Det er også her idéerne og impulserne – det ubevidstes bidrag til dialogen – ankommer fra det skjulte og bliver lyttet til og grebet (eller ikke) af den kreative.
Man kunne illustrere det ved at stille modellen sådan her op:
Domæne – Ydre dialog – Person – Indre dialog – Bevidsthedsdimension
Af de mange aspekter, man kunne tage fat i omkring de to dialoger, fremhæves det, hvor forskellige de er.
Det kreative menneske skal kort sagt både kunne agere udadtil og være i kontakt indadtil. Ikke nødvendigvis med ‘sig selv’ i almindelig psykologisk forstand, men med de rørelser, der ligger bag tankerne og/eller følelserne, fornemmelserne, sansningerne, intuitionerne; det som er på vej op til overfladen fra det ubevidste. Personen skal kunne begå sig i verden, navigere i et felt, et arbejdsmiljø, en branche, men ikke være så opslugt, at det ikke kan mærke sine egne impulser, opfange de nogle gange ret lavmælte eller flygtige tanker og intuitioner, der er idéernes første form i sindet. Og som nogle gange går på tværs af alt det, de andre i feltet synes at være enige om.
Det er to vidt forskellige kompetencer, der typisk trænes i lige så væsensforskellige sammenhænge. Hvis man da overhovedet træner dem. Langt de fleste kreative mennesker har træning i et fag, de har en forståelse og en kunnen, en slags redskaber og tæft eller talent for sagen, men de har i min erfaring meget ofte ikke eksplicit lært noget af det, der kræves i de to dialoger.
Den problemstilling er det centrale i den bevidstgørelse af kreativiteten, som bogen slår til lyd for. Mere om det et andet sted …
Skriv et svar