Her kommer endnu et afsnit fra bogen. Det ligger i forlængelse af afsnittet fra indlæg 5 og prøver at give et billede af, hvor kreativiteten kommer fra i os mennesker, et billede der peger på det fællesmenneskelige ved vores kreative udfoldelser:
Kreativitetens mindste bestanddele – idéerne, impulserne, intuitionerne – ankommer til vores almindelige dagsbevidsthed fra det ubevidste, eller med et andet udtryk: fra det skjulte i bevidstheden. Og herfra består det kreative arbejde i at omsætte idéerne til noget af alt det, som vi mennesker nu skaber.
Bevægelsen går hver gang fra det skjulte til det manifeste. Det skjulte er alt, hvad der endnu ikke findes, og det manifeste er alt, hvad der indgår i vores kultur.
For bedre at forstå denne kilde til al vores kreativitet, for at gøre sig en forestilling om den, kan man lege en lille tankeleg, nemlig at se bevidstheden som en dimension:
De fleste af os er nok bekendte med de fire dimensioner, som udgør vores verden: de tre rumlige dimensioner: bredde, dybde og højde, og så den fjerde dimension: tid. Og i den forbindelse er det ved at lægge mærke til en særlig egenskab ved dimensionerne: Hver især er de altomfattende.
Det skal forstås på den måde, at hvis man starter med for eksempel bredde, så har man en uendelig linje der går fra side til side. Og da der endnu ikke er andre dimensioner, er den uendelig og altomfattende. Hvis man så tilføjer dybde, så er det sådan, at dimensionen dybde med det samme er overalt og gennemtrænger alt det foregående. Der er ikke noget sted på den linje, der udgør bredden, som ikke har dybde, når først den anden dimension er indført. På samme måde gælder det, at når man tilføjer højden på det areal, som de to første dimensioner udgør, så er der til et hvilket som helst areal en højde. Går man så videre og tilføjer tid, er det igen sådan, at der overalt i de tre dimensioner nu er tid.
Med de fire dimensioner har vi en verden, som muliggør bevægelse og forandring. Al bevægelse foregår nemlig i rum over tid. Man kan godt have rum uden tid, men rummet ville være statisk. Og man kan godt have tid uden rum, men der ville så ikke være noget at bevæge sig i. Bevægelsen er udgangspunktet for al forandring, og al bevægelse er i sig selv forandring i rummet. Og med forandring er der basis for udvikling, og dermed også for den førnævnte udviklingstendens i universet.
Hvis man derfra skulle forestille sig en femte dimension, kunne man i denne leg sige, at man er på udkig efter noget, som på en gang kan gennemtrænge alle tre rumlige dimensioner og al tid – og dermed i praksis al bevægelse. For mennesket kunne et svar på spørgsmålet om, hvad dét kunne være, være bevidsthed. Mennesket er i stand til med sine sanser at opfatte de tre rumlige dimensioner og have en fornemmelse af tid. Det er samtidig også i stand til med tanken at udforske hele verdensrummet og danne sig teorier (og lave tankeeksperimenter som det her) og på den måde i bevidsthedens rum indfange og forstå al bevægelse i universet, både den, der foregår over de allermindste strækninger inde i atomernes og elementarpartiklernes kerner, og den, der foregår over de helt store afstand på tværs af universet (og tilmed de mere immaterielle bevægelser i tanke, sind og psyke).
Vores bevidsthed gennemtrænger altså hele det univers, vi ved af, den er i kontakt med al bevægelse og forandring – og i den forstand er det ligefrem logisk, at al forandring fra menneskets hånd kommer fra bevidstheden, løber igennem os og manifesteres i verden.
Det særlige ved vores kontakt med denne dimension er så – igen: hvis vi går med på legen – at den er ret minimal. At langt det meste af dimensionen ligger hen i det skjulte, det ubevidste. Og det er derfor, idéer opleves som kommende ud af det rene ingenting. Sådan må kreativiteten nødvendigvis se ud for os firedimensionelle væsener.
Det er lidt ligesom i den tankeleg, en lærer legede med min folkeskoleklasse, hvor et todimensionelt væsen møder et tredimensionelt. Den todimensionelle befinder sig på en flade og kan kun opfatte bredde og dybde, så når et væsen ankommer fra den tredje dimension, lad os sige oppefra, er det hele tiden kun et tværsnit, den todimensionelle ser. Og tværsnittet ændrer hele tiden form, efterhånden som den tredimensionelle synker ned igennem den flade, der er den todimensionelles verden.
På samme måde er det, når en idé ankommer. Det er oftest kun en meget lille del af den samlede idé, som mennesket først ser, det er en slags kim. En tåspids fra en femdimensionel. I praksis er det måske en melodistump, måske er det løsningen på et teknisk problem, måske er det en bred, men vag intuition, en gryende forståelse af et helt nyt domæne for forskning. Og kun ved at gribe fat i idéen og begynde at arbejde med den og udfolde den, vil det kreative menneske langsomt kunne hive del efter del af den femdimensionelle idé ind i menneskenes verden. Undervejs vil det ikke være til at vide, hvad idéen i sidste ende bringer med sig. Hvis man har hevet i tåen, kan man ikke vide, hvilket ansigt, der følger med til sidst. Den eller dem der frembragte computerteknologien kunne for eksempel næppe forestille sig internettet, de sociale medier, såkaldt kunstig intelligens og alt, hvad der ellers er fulgt med.
Og mens vi er ved tankelege, kunne vi måske gøre billedet endnu tydeligere. Hvis vi f.eks. skruer lidt på tidsdimensionen, sådan som man gør stop-motion-film af den slags, der ofte bruges i naturprogrammer, hvor man ser et helt døgns lys- og vejrskift rulle hen over et landskab på bare et minut, eller man ser en blomsts vækst fra lille skud til fuld højde og videre fra knop til blomstring og endelig til afblomstring og vissen stængel på lige så kort tid.
Lad os lege med det ovennævnte eksempel: internettets fremkomst, lege at man kunne følge det for sit indre blik fra de første filosofiske og matematiske tankefrø, der kan dateres mindst så langt tilbage som til Leibniz i begyndelsen af 1700-tallet og så fremad over 1800-tallets første forsøg på at bygge avancerede regnemaskiner, se Alan Turing bygge sin særlige, mekaniske computer under Anden Verdenskrig, se dens mangeartede efterfølgere, hulkortmaskiner og andre datamater, se alle forsøgene på at finde nye måder at lagre simpel binær information på frem for de mekaniske, se mikrochippens revolution, der gjorde computere små nok til at blive allemandseje, se forfinelsen af alle teknikkerne, der i flere årtier har fordoblet informationskapaciteten hver 18. måned, se sammenkoblingen af computere i netværk – og tilføj så den trådløse informationsdeling, telemaster, satelitter og en konstant elektromagnetisk aktivitet, der strækker sig fra underjordiske kabler og et godt stykke ud i verdensrummet, ud til satelitterne.
Man kunne gøre det samme med frembringelsen af hvad som helst inden for kulturens sfære; langbroer, malerier, køleanlæg, kammermusik, solceller, mejetærskere, demokrati, fantasy-litteratur, rumraketter og molekylær gastronomi. Og det, der bliver tydeligt, når man så at sige minimerer tidsdimensionen og ser skabelsen i et komprimeret forløb, er det kildevæld, bevidsthedens dimension udfolder sig som, hvor idéer dukker op af dybet og breder sig ud, som vand der løber over, afføder eksperimenter, forståelser, metoder, teknikker, og dernæst konkrete frembringelser: oplevelser, maskiner, pædagogikker, bygningsværker, omgangsformer, verdensbilleder, kunstværker.
Jeg har selv en gang til en koncert haft en pludselig, ret direkte oplevelse af det kildevæld, jeg taler om. Det var en koncert med bandet Dissing, Dissing, Las og Dissing, som spillede Bob Dylan-numre, og da jeg ikke selv har dyrket Bob Dylan lyttede jeg med nysgerrighed, for hvad er det, der har gjort ham og hans musik til noget stort? Pludselig ændrede oplevelsen karakter. Jeg befandt mig i, hvad jeg bedst kan beskrive som en slags fortættet nu på tværs af tid – en ret så uvant bevidsthedstilstand. Det var, som om min bevidsthed var tilstede både i det øjeblik, den sang, som bandet spillede, ankom til Dylan, mens han søgende klimprede på guitaren og halvmumlede nogle melodistumper, og i de mange mange gange han har spillet den til sine egne koncerter, i de talløse gange nummeret er blevet lyttet til, når folk har spillet hans plader, streamet hans musik, været til hans koncerter – eller som her til koncerter, hvor andre hyldede musikken ved at spille den – og i den berørthed, musikken har afsat i så mange mennesker; tilstede i det kildevæld, som denne enkelte sang har afstedkommet, og som vil fortsætte med at flyde.
På den måde blev det for mig også indlysende klart, at det er et kildevæld, der over tid ikke holder sig inden for ét menneskes sind eller virke, det er en kollektiv kraft, eller endnu bredere: en evigt transformerende evolutionskraft. Hver gang et menneske er kreativ, er det denne kraft, den enkelte er i kontakt med, hvad der på en gang er ganske overvældende og helt almindeligt.
Det er noget af denne urkraft, vi i særlig grad tilskriver de kreative mennesker, som vi vælger at ophøje. Og det er formentlig også den kraft, der gør kreativiteten så attraktiv for den enkelte.
Mihaly Csikszentmihalyi har med sin flow-teori lavet en klar beskrivelse af den tilstand, den skabende kan komme i, når kreativiteten rigtig tager fat, og jeg venter med den fulde beskrivelse, men her skal blot fremhæves to træk ved flow, som ikke bare hænger sammen med min koncertoplevelse, og det billede af kildevældet, den har afsat i mig, men også kan forklare noget af det tillokkende ved kreativiteten.
Det første træk er netop, at oplevelsen af tid ændres. Man træder ind i en tilstand, hvor man ‘glemmer tid og sted’, som det hedder, hvor tiden synes helt at forsvinde, eller hvor den kan minde om min oplevelse af et ‘nu på tværs af tid’. Og det andet træk ved tilstanden er meningsfylde. Ligegyldig hvilken aktivitet, der bragte en ind i flow-tilstanden (som notabene ikke kun kan opstå, når man er skabende, men også i andre former for fordybet aktivitet, hvor man på lignende vis bringer sig i kontakt med det ubevidstes potentialer), så får aktiviteten præg af at give mening. Og da det på andre tidspunkter kan være en bøvlet sag at finde mening med det hele, er det naturligvis en attraktiv tilstand. Som skabende har tilstanden tilmed det aspekt, at man deltager i den kollektive samskabelse, man træder ind i et fællesskab på tværs af tid, og det kan tilføje en fornemmelse af samhørighed, som ikke er mindre attraktiv.
Den er heldigvis ikke forbeholdt den skabende. Man tager også del i den som tilskuer eller tilhører, og koncerter er et godt eksempel, også når tilstanden ikke bliver så udtalt som den gjorde den ene gang for mig. Store koncerter kan ofte skabe højdepunkter for de enkelte tilskuere, oplevelser de kan ‘leve længe på’, som jeg tit har hørt folk formulere det. De er blevet ‘høje’ af fællesskabsfølelsen, af samhørigheden i den flok, der synger med på samme sang. Og det er de, hvad enten de nu tilskriver det musikerne eller de gode venner, de var sammen med, eller som jeg gør det i denne sammenhæng: den oftest mere skjulte samhørighed i den samlede organisme af musikere og tilhørere og hjælpere ved arrangementet – samt al den forudgående skabelse, der er forudsætningen for den sang, der løfter hele flokken.
For det er sådan: Kildevældet berører alle. Deraf dets kraft.
Skriv et svar