#5 Kreativitetens mystik og mindste enhed

Det følgende uddrag er fra bogens første del, som beskæftiger sig med kreativitetens grundlæggende mysterium:

Udgangspunktet for det følgende er, at selve essensen af kreativitet er udefineret, uudsigelig. Men hvis nu man forestiller sig, at denne essens ligger indlejret i en kerne, så har kernen dog nogle karakteristika, som kan beskrives.

Det er helt som at stå med en kerne fra en frugt i hænderne. Jeg kan beskrive kernen, og hvis jeg ved noget om frugter, kan jeg måske artsbestemme den og fortælle om det træ, den kan blive til. Jeg kan også beskrive de forhold, der skal til for at få den til at spire, den rette kombination af temperatur, fugt og næring. Men selve spirekraften derinde har jeg ikke ord for.

Lad os alligevel begynde ved mysteriet.

[…]

Traditionelt er essensen af kreativiteten blevet tilskrevet guddommelige magter, skaberguder, halvguder, muser og andre himmelske væsener, samt de mere tvetydige mytologiske karakterer med en guddommelig side og en mere jordisk eller ligefrem dæmonisk side.

Og de mennesker, der udøvede kreativiteten, er blevet tilskrevet nogle af de samme træk og enten blevet ophøjet til stjerner og genier – altså himmellegemer og skaberånder – eller blevet slået i hartkorn med det dæmoniske, blevet gjort til kættere og har i mange tilfælde måttet lide for det. Ordene hænger stadig ved, og selvom vi generelt har fået et mere jordnært forhold til det kreative, er der stadig store kræfter i spil, hvad man bl.a. kan se på, hvordan en berømmelse kan give enorme privilegier i form af opmærksomhed, tilbedelse og rigdom, eller omvendt være direkte livsfarlig, enten fordi opmærksomheden slår om i forfølgelse eller utæmmelig misundelse, eller, som film- og musikbranchen er fuld af eksempler på, fordi berømmelsens overflod og fristelser ikke er til at styre for den berømte selv, som går til i sex, stoffer og indre tumult.

Hvis man skulle pege på en kerne i den mystik, ligner den logisk nok mystikken omkring verdens skabelse og har at gøre med vores besvær med at forstå, hvordan noget kan skabes ud af ingenting, ex nihilo, som det kaldes. Eller ud af det blå i daglig tale.

Jeg er selv som forfatter ofte blevet mødt med spørgsmålet: ‘Hvor kommer det fra?’ Underforstået, hvor kommer historierne fra, idéerne, karaktererne, formuleringerne, det altsammen? Og jeg har ofte i tonefaldet eller ansigtsudtrykket kunnet genkende en flig af den fuldstændig rammeløse undren – store øjne, åben mund og kortsluttet tankeproces, en blank ikke-viden – som jeg husker fra, da jeg som barn første gang var blevet præsenteret for en version af Big Bang-teorien, nemlig idéen om universet som noget, der er opstået ud af noget i retning af ingenting, og som på en gang er uendeligt og udvider sig. Jeg husker at kigge op på nattehimlen, tænke på lysårene mellem stjernerne og mig, allerede en ubegribelig størrelse, og så, bagved, allevegne og ingen vegne, uendeligheden i udvidelse ud mod eller ind i intetheden. Og det afsatte sug i maven, der kildede så ustyrligt, at jeg ganske enkelt ikke kunne blive i tilstanden.

Det er en undren jeg stadig deler med dem, der kommer med spørgsmål som det nævnte, dem der kigger på det uendelige univers med et sug i maven, og dem der retter deres undren mod en form for gud; jeg har den også over for kreativitetens essens, men den er det meste af tiden langt mere rammesat end dengang, fordi jeg har læst, diskuteret, undersøgt og formidlet.

Det er ganske enkelt svært at forstå, hvad der egentlig foregår, når der er kreativitet på spil. Og det gælder i alle sammenhænge, ligegyldig om den kreative arbejder indenfor kunst, innovation eller forskning, eller pædagogik, entreprenørskab, IT, menneskelig omsorg eller noget helt andet.

Men hvad er den mindste kerne omkring den åbne, udefinerbare essens? Hvad svarer til det punkt, hvor universet går fra at være intet til at være noget?

Når det angår menneskets kreativitet, er den mindste, beskrivelige kerne idéen.

Ligegyldigt hvordan man arbejder med kreativitet, er det afgørende virksomme punkt i processen de øjeblikke, hvor idéerne ankommer; løsningerne, visionerne, det der ender med at sætte retning på projektet og definere det. Og det er værd at lægge mærke til, at idéer er noget, vi får. Folk udbryder ofte: ´Jeg har en idé!’, men de har den jo ikke, før de har fået den. Og før de fik den, har de typisk manglet den, ellers var der ingen grund til det store udbrud af forløsning eller begejstring.

Så hvor kommer idéerne fra?

Svaret er i sig selv ikke så mystisk. Idéer ankommer nemlig altid til menneskets bevidsthed. Så de må logisk set også komme fra bevidsthed – men dog fra den del af den samlede bevidsthed, som ikke har været tilgængelig endnu, altså fra det, der kaldes det ubevidste. Eller måske mere præcist: fra et slags mellemland mellem det helt ubevidste og den helt dagsklare bevidsthed, et grænseområde mellem de to, noget a la det, Freud kaldte det førbevidste.

Der er skrevet mange bøger om, hvor store mængder information vores hjerne og bevidsthed arbejder med, og som potentielt står til rådighed for os; og hvor lidt af den, der reelt når frem til os, frem i lyset, hvor vi kan arbejde mere viljestyret med den. I dansk sammenhæng er det bøger som Thor Nørretranders’ ´Mærk verden´ og en stribe andre som har gjort denne viden almindelig, og det er ikke tanken her at gå i detaljer med det emne. Men det gælder for alle kreative mennesker, at for at få en idé må man på en eller anden måde være i kontakt med noget af al den information, der ligge i det ubevidste, med den del af bevidstheden, som endnu ikke er bevidst.

Når jeg siger ‘idé’, er det i øvrigt ikke en entydig størrelse. Ordet kan let opfattes sådan, at det er en rent mental ting, en tanke i ord eller billeder. Men jeg hentyder egentlig til noget, som er mere flertydigt. I det kreative arbejde kan det, jeg her for genkendelighedens skyld kalder idéen, antage mange former. Det kan komme som en tanke eller vision, men det kan også melde sig som en intuition, en fornemmelse, en følelse af nødvendighed, en impuls.

En gammel vendinde af mig skabte engang en prisbelønnet danseforestilling ud fra en impuls til kropsligt at undersøge materialet uld. Det var for mig ikke til at gætte ud fra det færdige resultat, at dét var udgangspunktet for forestillingen, og det var næppe, hvad man kalder en rationel tanke, men ikke desto mindre var det den afgørende idé for skabelsen af den forestilling. Cellebiologen Paul Nurse, som jeg skal vende tilbage til senere, fik en dag en intuition om at tage nogle kasserede celleprøver frem igen og gennemgå dem, hvilket ledte til et gennembrud i hans forskning. Igen ikke en almindelig rationel tanke, men et lille venligt skub fra det ubevidste, hvor nogle observationer fra det kasserede måske var blevet gemt i hukommelsen og nogle sammenhænge anet i det skjulte. Og som et tredje eksempel findes der talløse film, bøger med mere, der i langt højere grad er blevet til på baggrund af følelsen af indignation, uretfærdighed eller nødvendighed end af idéer til plot, karakterer eller andet. I de tilfælde har idéens første form været følelsen – som så siden har fundet et udtryk i form af sprog, billeder osv.

Så med ordet idé mener jeg her noget mangefacetteret, som samlet kunne kaldes ‘formdannelser i sindet’. Altså noget der kommer til overfladen fra det ubevidste og sætter sig igennem som drivkraft, katalysator eller vendepunkt i den kreative proces og som derfor er den del af det kreative arbejde, som er afgørende for, at der en dag foreligger et resultat.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *