Polariteten mellem viden og ikke-viden
En af bogens pointer er, at kreativitet opstår via polaritet. Problem og løsning, for eksempel. Det eksisterende og det nye. Eller to elementer, der aldrig før er sat sammen. Der er modsætninger i spil på mange niveauer og helt ind i kernen af det kreative.
Mere specifikt går den kreative proces gennem en række forskellige polariteter, som den søger mod at opløse. Opløsningen ligger i, at problemet finder sin løsning, at det nye bliver virkeliggjort, at de umage elementer danner en ny syntese.
Og det kreative menneske arbejder derfor med og i polariserede tilstande. Som bogen forsøger at definere nærmere. Her kommer et eksempel om viden og ikke-viden:
En af de helt grundlæggende polariteter, det kreative menneske nødvendigvis befinder sig i, er polariteten mellem det, jeg ved, og det jeg ikke ved.
Hvis du tegner, ved du typisk noget om papir og farveblyanter eller oliekridt (eller hvad du nu tegner med), og du ved typisk også mere om det end den, som ikke bruger tid på at tegne. Du har en erfaret fornemmelse for, at de forskellige remedier giver forskellige resultater. Og samtidig er det sådan, at så længe du befinder dig i den kreative proces, og resultatet ikke foreligger eller er færdigt, er der noget ved det, du ikke kender til endnu. Du ved ganske enkelt ikke, hvordan resultatet af lige denne proces i sidste ende tager sig ud, eller hvad det er.
Hos forskere er det ukendte ofte en helt basal drivkraft. Typisk er en forsker ikke bare vidende, men ekspert inden for et domæne, og der er derfor en stor mængde viden i spil i den kreative proces. Og samtidig er forskning lige nøjagtig forsøget på at bevæge sig ud i et område af domænet, som der ikke er viden om endnu, og kaste lys over det. Det kan være drevet af ønsket om at løse et specifikt problem, eller det kan være drevet af ren, åben nysgerrighed, men i begge tilfælde kan der være en stor følelse af nødvendighed. Hvis man forsker i vacciner for at dæmme op for en pandemi, kan ønsket om at redde menneskeliv skabe en nødvendighed, der holder forskeren vågen om natten og sender vedkommende ud i en enorm arbejdsindsats. Men der kan være en lige så stor, omend mere irrationel drivkraft i for en fysiker at forsøge at opdage en sammenhæng bag eller imellem nogle af de grundlæggende naturlove for at udgrunde nogle af universets dybeste lovmæssigheder.
Polariteten er her særligt tydelig. Der er på en og samme gang stor viden og ‘stor ikke-viden’ – en akut vished om den manglende viden – i spil. Det kan være næsten uudholdeligt at være en af dem, der ved allermest på et bestemt område og føler nødvendigheden og stadig ikke kan løse problemet eller gåden. Spændet mellem viden og ikke-viden er stort, og det er af samme grund en anspændt tilstand. Polariseret.
I det daglige liv gør de fleste af os sig umage for at undgå lige præcis denne polaritet. Vi holder os til det, vi ved, eller synes vi ved, vores meninger og vaner og velkendte hverdag.
Vi sætter kaffe over på den måde, vi plejer, og vi forholder os ikke til, at vi egentlig ikke ved, hvad det er, kaffemaskinen gør. Jo, den varmer vandet og hælder det ned over bønnerne. Men vi kender ikke de elektriske komponenter derinde og deres allesammens funktioner, og vi ved heller ikke, hvor bønnerne egentlig kommer fra. Det er måske arabica, men er de dyrket i Afrika eller Mellemamerika eller et tredje sted, og hvilket land, i så fald, eller hvilke? Er det en blanding fra kaffefarme i hundredevis? Hvem har plukket og tørret og ristet kaffen, og hvordan har de gjort det? Og hvordan får det varme vand egentlig smagsstofferne frem, og hvad består de af, hvad hedder alle de kemiske stoffer, og hvorfor er der skum på kaffen, når jeg er på café, men ikke herhjemme?
Hele denne ikke-viden forholder vi os ikke til, ligesom vi typisk heller ikke bryder os om at forholde os til f.eks. alt det, vi ikke ved om vores nærmeste. Jeg holder mig i dagligdagen til det, jeg synes, jeg ved om mine børn og min kone, for det er meget mere besværligt og indadtil dybt provokerende at forholde mig til, at jeg dybest set ikke ved, hvem de er, hvorfor de gør, som de gør, og hvem de bliver til i morgen.
Men tilbage til kaffen, for hvis jeg f.eks vil være en dygtig barista, så er alle de nævnte ting lige præcis dem, jeg må begynde at forholde mig til. Hvordan virker de apparater, jeg kan lave kaffe med, hvad gør de egentlig ved kaffebønnerne, og hvilke typer kaffe kommer der ud af det, hvad er forskellene og hvorfor? Jeg må gå ind i min ikke-viden og begynde at opdage og lære. Og det er altid en omfattende og energikrævende affære. Det er derfor, vi undgår det. Det er anstrengende.
Men hvis jeg går langt nok, og hvis jeg begynder at eksperimentere med alle de elementer, jeg har lært at kende, så laver jeg måske – og først da – en dag en helt særlig kop kaffe, som ingen før har smagt. Og måske er det den, jeg selv allerbedst kan lide.
Kreativiteten indebærer ofte en slags belønning for enden af den lange rejse ind i ikke-viden. En rejse præget af polaritet og derfor også en anspændelse, som nogle gange kan mærkes som retning og drivkraft, nysgerrighed og lyst, og andre gange som modstand og anstrengelse og måske udmattelse og opgivelse.
Men når rejsen lykkes, giver den mening. Noget nyt er lært, gjort eller skabt. Mere om det i de kommende indlæg. Og mere om polariteter …
Skriv et svar