Her kommer en skitse til et afsnit i bogen (som bloggen her tager udgangspunkt i), som handler om den kreatives psyke. I den nuværende form kommer afsnittet lidt langt omkring på kort tid, men her på bloggen kan det måske fungere som en slags oversigt over et komplekst emne, tænkte jeg.
Så hvis overskriften har gjort dig nysgerrig, så værsågod:
Mihaly Csikszentmihalyi har I sin bog ‘Flow and the Psychology of Discovery and Invention’ peget på en række polariteter eller pol-par, som kendetegner kreative mennesker. F.eks indadvendthed/udadvendthed, oprørsk/traditionsbunden og energisk/hvilende. Og polariteterne er beskrivende for kreative mennesker på den måde, at de kreative i modsætning til andre i både handling og selvforståelse rummer begge ender af polariteterne.
En kreativ ser f.eks. sig selv som både udad- og indadvendt og er det i praksis også ved forskellige lejligheder. Hvor andre vil have en tendens til at identificere sig med enten at være udadvendt eller at være indadvendt.
Csikszentmihalyi har defineret ti polpar (der kunne defineres flere andre), og typisk rummer den enkelte kreative begge ender af spektret i forbindelse med mere end bare ét af disse polpar.
Udover Csikszentmihalyis kortlægning af den kreative psyke, skal nævnes nogle af de helt få træk, som der i forskningen også er stor konsensus om, tilhører den kreatives psyke. Det drejer sig bl.a. om vedholdenhed, hvilket jo næsten giver sig selv, i og med at arbejdet med at sætte nye ting i verden ofte er langsommeligt eller besværligt på forskellig vis. Og det drejer sig om evnen til løbende at generere idéer (kaldet fluency), evnen til at skifte mellem såkaldt divergent og konvergent tænkning, altså til hhv. at tænke nyt og til at tænke det nye ind i det gamle, så det kan få gang på jord.
Men det drejer sig især om begrebet åbenhed. Eller mere specifikt og i forskertermer: openness to experience.
Jeg citerer det engelske begreb, fordi det har flere lag af betydning, som er svære at få med i oversættelse. Dels er der den kreatives åbenhed over for det at få oplevelser i det hele taget, eller at ‘få sig en på opleveren’; altså lysten til at udforske og prøve ting, som man ikke har prøvet før. Denne side af sagen peger på nysgerrighed og gåpåmod og alsidighed i tilgangen til livet – og dermed altså en åbenhed udadtil.
Og dels er der så åbenheden indadtil, en slags holdning til de oplevelser, man opsøger og får, nemlig den måde den kreative forholder sig åbent til oplevelserne på. Det kan være en åbenhed, der f.eks. består i ikke at fortolke sine oplevelser entydigt, men have evnen til at tillade flertydighed. Et billede kan ses på flere måder, en tekst forstås på mange, men åbenheden gælder også, når oplevelsen af en smag ikke med det samme ryger i kategorierne god eller dårlig, eller at oplevelsen af, at computeren ikke gør som forventet, ikke med det samme bliver til ‘den duer ikke’. Man bevarer en undersøgende holdning.
Det kan også være en følelsesmæssig åbenhed, en sensibilitet. Evnen til at lade musik eller en film berøre en, tillade følelsen at fylde og løbe frit igennem. Eller en kropslig sensitivitet. Den måde en dygtig tømrer kan fornemme ting i træet, som andre ikke mærker, når de håndterer det, svarende til, hvordan en blind kan forlænge følesansen ud igennem en stok og sanse detaljer i omgivelserne, som for andre forbliver ubevidste. En sådan åbenhed sætter indlysende nok den kreative i stand til at opdage og løse problemer, som andre ikke en gang har sanset eksistensen af.
I den kreatives åbenhed er der altså både en basal nysgerrighed over for verden og en ikkefikserende påvirkelighed i det indre. En modtagelighed, en undren, en uafsluttethed.
Såvidt åbenheden ifølge den akademiske forskning. Men der er andre, mere subtile aspekter alt nævne.
Et af dem er det, man kunne kalde en åbenhed i relationen til en selv. At kunne rumme begge ender af en polaritet i sin opfattelse af sig selv, sådan som Csikszentmihalyis undersøgelse af den kreative psyke peger på, er lige præcis sådan en åbenhed. Og den løshed det kræver for de fleste at give sig selv lov til at fejle – hvilket er helt essentielt i det kreative arbejde – hører også med her. Sammen med villigheden til at lytte til forskellige sider af en selv. F.eks. ikke kun at lytte til den rationelle, analytiske stemme i en, som kommer med bestemte typer af løsninger, men også at lade det mere irrationelle og intuitive komme til orde. Det er samlet set evnen til ikke at skulle være på en bestemt måde, ikke altid være den samme, ikke opfylde entydige standarder. At kunne sætte sig selv fri.
Derudover er der ofte også en åndelig åbenhed i spil for den kreative. Den kan være udtalt, som når kunstnere taler om muser, om fornemmelsen af at deres inspiration kom fra en slags højere væsener eller sfærer, eller når religiøse kreatører taler om, at de i deres virke ser sig som kanaler for det guddommelige. Det ville de næppe sige, hvis der ikke indadtil var reelle religiøse oplevelser i spil, selvom det kan lyde som luftigt billedsprog. Men på linje med definitionen af åndelighed her i bogen [det at beskæftige sig med noget, der er større end en selv, noget der peger ud over rammerne for ens eget liv] er der også et lidt mere jordnært aspekt, som de fleste professionelt kreative forholder sig til.
Det har at gøre med, hvordan man skaber mening med det kreative arbejde; eller finder mening i det.
Det er sådan med mening, at vi oftest finder den ved at indskrive det, vi gør, i en større kontekst. Hvis man luger sin køkkenhave, er det for at afgrøderne skal have det godt, så man sidenhen kan stille sin sult og måske samtidig finde nydelse ved det. Hvis man går på arbejde, uden at arbejdet er ens dybe passion, er det for at tjene penge til husleje og mad. Hvis vi går til fest, er det for at knytte bånd til andre mennesker og mærke den fylde, det giver. Etcetera. Og hvis man kigger den mekanisme efter i sømmene, ser man, at langt det meste af meningen med hverdagens gøremål finder vi dybest set ved at henføre dem til de basale behov, de såkaldte mangelbehov i Maslows behovspyramide. Vi gør det, vi gør, for at overleve og for at knytte os til andre. Og det virker meningsfuldt at gøre sådan. Hellere det end at være alene og dø.
Men når det gælder det kreative og skabelsen af noget nyt, bevæger vi os, som også før beskrevet, ud over det allerede eksisterende og de behov, der knytter sig til opretholdelsen af dét, inklusive af en selv. Man kan altså ikke henføre meningen med det kreative arbejde (i hvert fald ikke kernen af det) til de basale behov, man er nødt til at henføre den til en kontekst, der rækker ud over dem, og dermed noget, der er større end det, som allerede er. Man hører det tit i skåltalerne, når nye ting sættes i værk, det gøres ‘for det fælles bedste’, for en forbedring af samfundet eller menneskers livsvilkår, eller for en form for højnelse, psykologisk og mentalt – for at få andres øjne op for for noget, for at berøre dem, for at vække dem – så vi nu og fremover kan handle klogere og mere empatisk over for hinanden. Det er den slags mere forfinede ting, man henfører meningen til, ting der peger fremad, hvor mangelbehovene i en vis forstand peger bagud, og det er ikke kun fine slagord, det er også i det daglige den kontekst, den kreative læner sig ind i for at finde mening i arbejdet og udholde modgangen, når den er der, finde styrken til vedholdenhed og fortsat åbenhed.
Der er, ser et ud til, en umiddelbar sammenhæng mellem den kreatives psyke og den kreatives funktion i verden. Det virker logisk, at den som bringer nyt til verden og dermed øger kompleksiteten i den, indadtil må være i stand til at rumme kompleksitet. En kompleks psyke er det rette indre arbejdsmiljø for kreativiteten. Kun et sammensat væsen kan sammensætte verden på nye måder.
Skriv et svar