Jeg er ved at skrive en bog. Den handler om kreativitet. Og bloggen her er ment som en løbende deling af processen.
Indlæggene vil være redigerede afsnit fra bogen, uddrag, kommentarer og refleksioner. Det er i hvert fald planen. Men hvor mange der kommer, hvor ofte og hvornår kan jeg ikke sige noget om. Det ville ikke være på kreativitetens præmisser, hvis jeg på forhånd lovede dig, hvad resultatet af arbejdet ville blive.
Arbejdet begynder med, at man kaster sig ud i noget, som man har en idé eller forestilling om, og derfra handler det så om at styre en proces, hvis kerne egentlig er ustyrlig. Ikke uregerlig som en, der bevidst modsætter sig alting, men heller ikke til at styre.
Bogen hedder forresten Kreativitetens kerne. Indtil videre. For det er den, jeg er interesseret i, kernen. Det er den del af kreativiteten, som ikke handler om at være god til et instrument eller til at få idéer til nye typer software eller til, hvordan man skal undersøge et kemisk stof for at opdage nye egenskaber ved det. Det er den del af kreativiteten, som ikke er fagspecifik, men som går bag om alle kreative fag, og som ligesåvel kan bruges som en måde at leve livet på. Og som en måde at indskrive sit liv i en større sammenhæng på.
Den tanke fik jeg for nylig midt i skrivningen. Det slog mig, at kreativiteten har en sjælden evne til at give livet mening. Fordi vi med kreativiteten er med til at skabe vores egne liv og den menneskeverden, vi lever i. Selv med bittesmå kreative bidrag skriver vi os ind i det store fællesskab. Vi indgår. Og det giver den den helt særlige følelse, som vi kalder mening.
Skriv et svar